SILDEDRONNINGEN SUSANNE
”Jeg er glad for, at jeg voksede op med en enlig far, selvom det var helt unikt dengang. Jeg legede aldrig med dukker – jeg fik en hund og et fjernsyn i stedet for. Og så fedtede jeg altid rundt i hans slimede fodspor på sildefabrikken. Min far, Jørgen Folmer Hansen, blev kaldt Sildekongen. Han lugtede altid af klipfisk og spegesild!” lyder det fra Susanne.
Susanne Folmer hedder hun, Sildekongens datter, der endte med at gøre en karriere ud af at gå i sin fars fodspor og overtage hans firma, Lykkeberg Sild. Jeg mødte den karakteristiske kvinde tilfældigt til en middag på Lolland, hvor hendes mand Allan netop havde købt en skov. Det sker ikke hver dag. Ligesom man ikke dagligt møder kvinder med en direktørtitel i den mandsdominerede fødevarebranche, som ender med at sælge livsværket og tjene pæne penge på det. Det er derfor, at vi nu mødes i Susannes køkken, for at få hendes historie.
Firmaet blev Susannes livsværk
”Min far var en meget stærk personlighed, der prægede mig enormt. Jeg er glad for, at jeg ikke var en dreng, for så ville han have tværet mig ud. I stedet fik jeg en enorm robusthed, råstyrke og tro på, at jeg kunne klare alt. Derfor tog jeg en masse chancer,” fortæller Susanne og uddyber: ”Jeg var enebarn og min mor forlod os, da jeg var syv år gammel, hun fandt en anden mand. Min far var ikke interesseret i små børn – han mente, at børn var en uhyre overvurderet fornøjelse. Og min mor sagde til mig, at hvis jeg nogensinde fik børn, så skulle jeg ikke regne med, at hun ville passe dem. Så Allan og jeg fik aldrig børn. I stedet fik jeg verdens bedste baby – mit firma, Lykkeberg Sild. Det blev min store interesse og mål i livet. Det var her, jeg kunne gøre en forskel og sætte mit præg,” lyder det fra Susanne Folmer.
Medarbejderne identificerede sig med produktet
Lykkeberg Sild blev grundlagt i 1899 i Teglgårdsstrædet, dengang tønderne med de islandske sild stadig ankom med både og blev losset manuelt. Senere rykkede firmaet til Hørve i Odsherred, hvor det lå indtil 2015, hvor Susanne Folmer valgte at sælge sit firma til konkurrenten Tenax. De to virksomheder fusionerede og driften fortsatte i Nyborg. Om sin tid i Hørve har Susanne kun rosende ord: “Vi havde verdens bedste arbejdskraft! Det er jo en gammel landbobefolkning i Odsherred, så de var stolte og glade for at arbejde “for fisken”. Det var helt anderledes end i København. I Hørve var der ingen sygefravær, folk blev hos os og de identificerede sig med vores produkt,” fortæller hun entusiastisk og fastslår: “Mine medarbejdere elskede gode sild, ellers var de hurtigt ude af kachotten!”
Ville fremstille verdens bedste sild
Susanne Folmer påpeger, hvor vigtigt det er at være stolt af sit produkt: ”Vi vidste, hvordan vi lavede de bedste sild, de gammeldagsmodnede sild. Det er vigtigt som leder at formulere din drøm, så dine medarbejdere kan relatere til den. Hvis du siger, at du gerne vil tjene penge, kan folk ikke forholde sig til det. Men hvis du siger, at du gerne vil fremstille verdens bedste sild, er det noget helt andet! Alle vores sild skulle igennem kvindehænder, og de var så erfarne og dygtige, at de straks kunne både mærke og lugte, hvis der var noget galt. ”Den sild er ikke værdig til at blive en Lykkeberg-sild!” kunne de sige, og min fabrikschef fortalte, at han kunne ligge søvnløs om natten over det. Det var jo ham, der skulle leve op til det!” smiler Susanne.
Bedste islandske sild – hver dag
”Min far sagde altid: En mad med leverpostej, en æggemad og en tomatmad bliver kønsløs, hvis du ikke lægger en benfri sild oven på! Han spiste også sild hver dag og blev 93 år. Sild er en del af dansk madkultur, det er sund og billig mad. I Sverige har de kun små hundestejler, men i Danmark har vi en helt anden tradition. Man finder verdens bedste sild på Island, og de allerbedste kom til Danmark. Sådan var det: Dengang afleverede man de bedste til kolonimagten!” konstaterer hun.
Kvinder kan blive alt, men skal også blive færdige
Susanne Folmer havde ikke regnet med at skulle gå ind i sin fars firma. “Far syntes, jeg skulle være jurist. Men jeg valgte at læse cand. polit i stedet for. Det var mit oprør. Jeg følte, jeg kunne blive hvad som helst med en cand. polit-titel. Selv statsminister! Jens Otto Kragh var statsminister dengang, og han havde den samme uddannelse. Når det gælder kvinders rettigheder, synes jeg det er enormt heldigt at være kvinde og født i Danmark. Jeg har ikke mødt andre lande, hvor kvinder har mere ligeberettigelse end i Danmark! Da jeg havde færdiggjort min uddannelse, blev jeg ansat i ATP i Hillerød. Et virkelig dejligt sted med dygtige medarbejdere og en meget dygtig leder. Her lærte jeg at jeg skulle være omhyggelig, grundig og gøre tingene ordentligt. Men ikke perfekt – man skal jo også blive færdig!” lyder det fra Susanne.
Direktør i farens firma
“I 1983 spurgte min far, om jeg ville overtage Lykkeberg Sild, det passede med et generationsskifte. Umiddelbart efter min overtagelse var der et svensk pensionsselskab, der var interesseret i at købe os. Vi var dengang en mellemstor virksomhed med omkring 60 ansatte, og de tilbød at ansætte en professionel salgsstyrke med 12 sælgere. Det var jeg meget interesseret i, for det manglede vi,” siger Susanne, der i sommeren 1984 blev direktør i det regi. Hun fortæller: “Pensionsselskabet havde også købt andre danske firmaer, men efter tre år begyndte de at lukke dem. Så blev det vores tur, jeg blev kaldt til møde, de ville også lukke os. “Det kan I da ikke! Vi er fra 1899!” udbrød jeg. Men jo, de mente, det var et godt tidspunkt, for så ville der være egenkapital i firmaet. Så blev jeg stædig og sagde: “Så køber jeg selv firmaet tilbage!” Chefen for pensionsselskabet kiggede køligt på mig og sagde: “Det kan du da godt, lille pige, men du har jo bevist at du ikke duer!”
Kampen for overlevelse
De ord blev Susannes drivkraft for at bevise det modsatte. “Jeg blev rasende. Vi havde jo lagt budgetter baseret på den salgsstyrke med 12 sælgere, som de nu havde lukket, så det var klart, at vi ikke nåede målet. Og nu fik jeg besked på, at jeg skulle fyre alle mine medarbejdere. Jeg ringede til SID og Kvindeligt Arbejderforbund, hvor mange af mine ansatte var organiseret. De støttede mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde hverken penge, bank eller revisor i ryggen. Men til gengæld havde jeg stor goodwill rundt omkring. Fagforeningerne, Kommunen, mine leverandører og Lykkebergs kunder, som bl.a. talte Coop og Irma, støttede mig. Selv Fiskeriministeren bekræftede, at hvis jeg kunne overtage firmaet, ville ministeriet bakke mig op. Fiskeribanken havde givet Lykkeberg et lån på 400.000, der var betinget af, at vi fortsatte. Og kommunen gav udtryk for, at ledelsen ville få en regning på 300.000 kroner i spildevandsafgift, hvis fabrikken lukkede. Det var mange penge i 1988. Så chefen for pensionsselskabet begyndte alligevel at blive i tvivl om den egenkapital, han forventede at få ud, ville ende med at blive særlig stor, hvis han lukkede fabrikken.
Fem ugers deadline
“Borgmesteren i Hørve sad i bestyrelsen hos Provinsbanken, så det endte med at vi fik et lån, en revisor og fem uger til at få det hele op at køre igen. Det gjorde vi så! Jeg tabte mig fire kilo på den tid, men det var så skønt, da fabrikschefen kunne ringe til alle medarbejderne lørdag morgen og sige: ”Vi ses igen på mandag!” husker hun. Dermed kom Lykkeberg Sild gennem krisen og fortsatte produktionen med Susanne Folmer som direktør og ejer.
Kvalitet koster penge
“I Lykkeberg Sild kunne vi det helt specielle at fremstille gammeldags modnede sild i den bedste kvalitet. På et tidspunkt blev kæderne større og stærkere og de begyndte at presse priserne, og det begyndte at gå ned ad bakke for Irma. Så kom Netto ind i billedet, det var under den tidligere direktør Mads Krage, vi kunne finde ud af alting sammen, for han elskede sild. Han vidste, at kvalitet koster penge, og hvis vores sild var for dyre til Netto, så fandt vi i fællesskab en løsning – f.eks. at ændre glassenes størrelse. Vi nægtede at forringe kvaliteten!” slår Susanne fast. Hun er stolt over at have været leder af et traditionsrigt firma som Lykkeberg, der med hendes egne ord kunne det hele, og som solgte og købte i hele verden, også andre fiskeprodukter end sild. Hun havde aldrig troet, at hun selv blev moden til at sælge sit livsværk, og afviste gennem tiden flere købstilbud. Lige indtil 2015, hvor hun valgte at slå til, da konkurrenten Tenax Sild kom med sit tilbud om at fusionere.
Fiskeolie giver tudsegamle medarbejdere
Selvom Susanne Folmer ikke længere er en aktiv del af sildebranchen, ligger fiskens mange fordele hende stadig meget på sinde. ”Du skal drikke noget fiskeolie!” udbryder hun, da hun opdager fotografens gravide mave, og går rask hen til køleskabet og viser os en flaske islandsk fiskeolie med citrus. Allan og Susanne har hver deres flaske stående, som de drikker et skud af hver morgen. ”Fiskeolie er den bedste livsforsikring, det er fyldt med Omega 3! Da jeg var på fabrikken, tænkte jeg også: Der må være noget galt! Alle mine medarbejdere blev jo tudsegamle! Jeg havde jo læst statistik på universitetet, så jeg kunne se, at de afveg fra gennemsnittet. Det var fordi de spiste sild på fabrikken hver dag!” lyder det skråsikkert fra Sildedronningen.