Mine 20 års erfaring, indsigt og viden om lokale fødevarer, bliver til Local Food Mind
Local Food Mind – er mine tanker, erfaringer, og viden om lokale fødevarer proppet ned i en stor gryde, der rummer både rådgivning, akademi og forsat udvikling af Nationalt Center for Lokale Fødevarer.
Jeg har beskæftiget med lokale fødevarer gennem næsten 20 år, og har derigennem tilegnet mig en omfattende viden og indsigt i emnet, som jeg gennem tiden har haft stor fornøjelse af at dele med andre, der har været nysgerrige på og som har haft lyst til at arbejde med emnet.
Alle mulige forskellige, både ydre og indre omstændigheder gør, at jeg finder tiden, vi befinder os i lige nu og her, helt moden til at få sat gang i et omfattende og nytænkende arbejde med lokale fødevarer, rundt omkring i landet.
Hvis vi vender det slidte begreb lidt på hovedet og løfter blikket fra fødderne og ud i horisonten, så kan vi arbejde med lokale fødevarer på en meget bredere og mere værdigivende måde end hidtil. Vi kan få gavn af et uudnyttet potentiale, hvor lokale fødevarer kan bruges som et generelt værktøj til samfundsudvikling.
Jeg hører ofte forskellige personer ytre, at ” Lokale Fødevarer” er vigtigt for det dette eller hint, men udtalelserne emmer ofte af klicheer uden tyngde. Lokale fødevarer er blevet lidt af et modefænomen, man soler sig i på fine restauranter og eksklusive madmarkeder. Og det er der langt fra noget galt i – men der hvor lokale fødevarer virkelig begynder at rykke noget, det er, når de gør noget for ALLE borgere, den generelle sundhed, maddannelse, uddannelse, iværksætteri og beskæftigelse.
I mit univers kan begrebet lokale fødevarer ikke reduceres til et simpelt produkt. Nej, begrebet skal foldes ud til et helt fødevaresystem – en hel logik, hvor også alt det omkring de lokale fødevarer, spiller en vigtig rolle.
Jeg har set det lykkedes flere gange i det små og jeg VED at det også kan lykkes i det store. Lokale Fødevarer er et fantastisk værktøj til at løfte bredt i samfundet – både i forhold til et “Danmark i Balance”, unge og uddannelse, fødevaresikkerhed, en fremtidig bæredygtig fødevareproduktion og det kan give så meget værdi tilbage til de fødevareproducerende egne i Danmark i form af en helt unik identitet, der tiltrækker erhverv, iværksætteri, tilflyttere, turisme, etc.
Jeg har sat Local Food Mind i Verden for at udbrede min viden og mine visioner for arbejdet med lokale fødevarer i Danmark. Via Local Food Mind stiller jeg min viden og mine erfaringer til rådighed, så jeg kan bidrage til, at vi sammen får en forståelse af og indsigt i, hvad vi egentlig har med at gøre, og hvor stort potentialet egentligt er… For det er enormt stort!
Jesper Zeihlund
Stifter af Local Food Mind