BARNDOMMENS SMAG AF HØMÆLK
“Min far, der ikke har drukket mælk i 30 år, er begyndt at drikke min hømælk, fordi det smager som da han var barn. Folk har helt glemt smagen af den gode, gammeldags mælk!” lyder det fra den 39-årige landmand Michael Weber Andersen fra Tøvestensgaarden udenfor Slagelse.
Michael er selv vokset op på gården, som han for et par år siden overtog fra sine forældre, der stadig bor i nærheden. Nu er det Michaels egen familie, der sætter rammerne i det gamle stuehus, som han har renoveret fuldstændig, så det kan rumme et moderne familieliv med kone og to børn. Overfor ligger stalden, som hans lillebror Karsten er ansvarlig for, og hvor Tøvestensgaardens 250 konventionelle køer går. En del af malkekvæget bruges som avlsmateriale og bliver solgt til lande som Grækenland, Polen og Rusland. Det er et landbrug, som Michael er stolt af, for som han siger: ”Vi lever ikke af at behandle vores dyr dårligt, for gjorde vi det, ville de jo ikke belønne os med 40 liter mælk om dagen i gennemsnit!”
“Min far, der ikke har drukket mælk i 30 år, er begyndt at drikke min hømælk, fordi det smager som da han var barn. Folk har helt glemt smagen af den gode, gammeldags mælk!” lyder det fra den 39-årige landmand Michael Weber Andersen fra Tøvestensgaarden udenfor Slagelse.
Michael er selv vokset op på gården, som han for et par år siden overtog fra sine forældre, der stadig bor i nærheden. Nu er det Michaels egen familie, der sætter rammerne i det gamle stuehus, som han har renoveret fuldstændig, så det kan rumme et moderne familieliv med kone og to børn. Overfor ligger stalden, som hans lillebror Karsten er ansvarlig for, og hvor Tøvestensgaardens 250 konventionelle køer går. En del af malkekvæget bruges som avlsmateriale og bliver solgt til lande som Grækenland, Polen og Rusland. Det er et landbrug, som Michael er stolt af, for som han siger: ”Vi lever ikke af at behandle vores dyr dårligt, for gjorde vi det, ville de jo ikke belønne os med 40 liter mælk om dagen i gennemsnit!”
Hømælk fra 70 økologiske køer
Men i dag mødes vi ikke for at tale om Michaels konventionelle landbrug. Vi skal derimod høre mere om hans nicheprojekt med mælken, som Michael med sine egne ord “bruger mange interessetimer på,” og som bringer smagen fra barndommen tilbage til Michaels far. Mælken går under navnet hømælk eller naturgræsmælk og er en federe og mere smagfuld mælk end den gængse. Den kommer fra 70 økologiske, sortbrogede Holstein-malkekøer, som får en særlig menu. Køerne lever af græs og hø med vilde urter, som vokser på de fredede engområder ved Tude Ådal. De bor på en nærliggende gård ved Vemmelev, hvor de går frit både inde og ude. Det er der, Tøvestensgaardens øko produktion holder til.
Hvis billeder kunne dufte
Om sommeren er området med de 490 hektar græsenge ved Tude Ådal så sumpet og ufremkommeligt med to meter siv, at jorden ikke kan bruges til traditionelt landbrug. Men bare fordi der ikke kan køre en traktor på arealerne, betyder det ikke, at landbrugsjorden ikke kan give værdi på en anden måde. “Det er ærgerligt, at billeder ikke kan dufte!” udbryder Michael, da han tager fat i en god håndfuld af det tørre græs, som er fyldt med de fritvoksende urter.
Næringsstoffer i mælken
Michael Weber Andersens projekt med naturgræsmælken tog sin start, da han kom i kontakt med et nærliggende mikromejeri og de sammen begyndte at videreudvikle ideen om den særlige mælk, der også kan bruges til f.eks. is – og osteproduktion. “På kort tid havde vi samlet nogle forskere fra Københavns Universitet og rådgivere fra Viventes. Vi ville gerne se, om man kunne måle på næringsindholdet, at køerne fik en anden slags kost. Vi skrev ned, hvor og hvornår køerne havde græsset, og så tog vi mælkeprøver hver morgen og aften for at se indholdet af Omega 3 og Omega 6-fedtsyrer. Hvor almindelig ensilage kan begynde at gære, bevarer det tørre græs nemlig sine næringsstoffer. Vi gav hver mark et navn, f.eks. Ebbes Eng og Svends Eng, så vi vidste, hvor køerne havde græsset,” fortæller Michael.
Pensioneret botaniker kunne hjælpe
Han fortsætter: “Min lillebror Karsten gik i gang med at lave en liste over de urter og planter, der var på markerne. Det var meget primitivt, for der fandtes ingen oversigter over urterne, bøgerne var smidt ud for længst hos de forskellige landbrugsorganisationer. “Drop det!” sagde folk, men det ville vi ikke. Vi vidste ingenting om urter og de latinske navne, så vi sad og Googlede og syntes, at det lignede både den ene og den anden plante. Men så kom vi ved et tilfælde i kontakt med en pensioneret botaniker, der en gang imellem gik og slog græs ved Flakkebjerg, som er et forskningscenter for planter. Han kendte de fleste urter og de latinske udtryk, og han hjalp os med at få overblik,” lyder det fra Michael.
Vandt landbrugets udgave af Løvens Hule
“Jeg tilmeldte mig en udgave af Løves Hule, som landbrugets udviklingsenhed Seges havde arrangeret. Jeg nåede at skrive hele min vision og plan for hømælken ned om natten, og min søster hjalp mig med at få sat en powerpoint sammen. Da jeg præsenterede ideen næste morgen, endte jeg med at vinde 1. præmien, som var 50.000 kroner i konsulenthjælp!” siger Michael og fortsætter: “Jesper Zeihlund fra Nationalt Center for Lokale Fødevarer (NCLF) var med i dommerpanelet og han har fulgt med på sidelinjen siden da. Han har også efterfølgende rådgivet mig i, hvordan jeg fokuserer på det unikke ved produktet og får det bredt ud til f.eks. kokke i gastronomiens verden, der går meget op i råvarens kvalitet og smag.”
Økologisk siden 2017
Projektet tog for alvor fart, da gården i Vemmelev blev ledig. Den ældre landmand ville trække sig tilbage, og Michael fik dermed mulighed for at leje stalden og jorden til sit projekt. “Det hele blev omlagt i 2017, så nu er vi fuldgyldige medlemmer af den økologiske klub!” lyder det med et smil fra Michael.
I køernes rolige selskab
Da vi skal ud og hilse på de sortbrogede hømælkskøer på gården, tager en ung fyr, som er lidt mørkere i huden end de fleste danske landmænd, imod os. Det er David, som er flygtning fra Eritrea og blot 20 år, men som i følge Michael allerede har gennemlevet mange ting, som ingen burde opleve i sit liv. David foretrækker derfor helst at være alene, men her på gården har han fundet et selskab, som han værdsætter: Køernes. Og det manuelle arbejde er han dygtig til at håndtere.
Kontakten med andre er vigtig for familien
Der er også anden ung flygtning, der hjælper til i stalden på Tøvestensgaarden, og det åbne sind er kendetegnende for Michael Weber Andersen og de værdier, han har i sin familie. “Vi kan alle sammen godt lide kontakten med andre mennesker. Vi bruger gerne weekenderne på at tage sammen på dyrskue og snakke med folk. Mine børn elsker dyr. Det er ret fantastisk at lære min søn på ti år at gå rundt med sådan en stor ko på et dyrskue og se, hvor stolt han er. Han er også god til høns! Han fik fem høns fra en nabo som tak for hjælpen for noget havearbejde, så fik de kyllinger, og efterhånden havde han 50 høns. Han tjente penge på at sælge æggene i børnehaven og i skolen, og derved fik han råd til en Ipad. Jeg synes egentlig, at han var lidt for lille, men når han nu selv havde sparet op, kunne jeg ikke sige nej. Jeg synes det er vigtigt at lære sine børn, at tingene ikke bare kommer uden videre,” lyder det fra Michael.
Dansk landbrug lever i en lukket kapsel
Michael Weber Andersen vil også gerne være med til at nedbryde fordommene mellem land og by. Derfor laver han ofte rundvisninger og viser gerne sit landbrug frem. Hans drømmer om at etablere nogle lokaler på gården, hvor man kan holde møder og konferencer, og hvor han kan undervise og fortælle. Og gerne også en gårdbutik, hvor man kan købe hans produkter. ”Det kunne være fedt, hvis jeg kunne lave en aftale med de store konferencehoteller i København, så deres gæster kan komme herud og blive luftet, når de holder deres møder, og de samtidig selv kan opleve, hvordan vi gør tingene her på gården. Jeg synes, at dansk landbrug i flere år har befundet sig i en lukket kapsel. I mine øjne er det vigtigt at åbne op og fortælle, hvordan vi starter og hvordan vi slutter. Vi ligger jo kun 45 minutter fra Rådhuspladsen!”
Gården er åben for alle slags besøgende
Tøvestensgaarden tager allerede imod mange besøgende. Både veganere, madklubber, produktionsskoler, de nærliggende friskoler, folkeskoler og lokale børnehaver kommer forbi for at malke, klappe dyr, lære biologi og opleve årets gang på gården. ”Børnene har det godt, når der er herude, også dem med en diagnose,” siger Michael og fortæller, hvordan han ser børnene både falde til ro og blomstre op, når de kæler med dyrene eller får lov til at løbe frit ud over markerne. Også de kække teenagere kan blive så fascineret af at se en ko, der kælver, at de gerne bliver længere på gården for at opleve det hele, også selvom det betyder, at de ikke når bussen og må gå ad de små markveje for at nå tilbage til i Slagelse. Det er dog ikke alle gæster, der er lige robuste. Michael havde forleden besøg af en madklub fra København, hvor en af gæsterne kastede op i stalden, da hun overværede en ko, der sked. ”Det var simpelthen det klammeste, hun nogensinde havde oplevet!” griner han.
Nogle kollegaer trækker lidt på smilebåndet
Selvom Michael er åben overfor forandringer og kombinerer sit konventionelle landbrug med en økologisk nicheproduktion, er det ikke alle, der synes, han har fat i den lange ende af strået. “Nogle andre landmænd trækker lidt på smilebåndet af mig og mit siv og alt det græs. Men selvom jeg ikke har et stort udbytte, så får jeg en højere pris for mælken!” siger han med et skævt smil og fortsætter: “Vi har rendt rundt efter den sidste 5 – og 10-øre de seneste år. Jeg synes ikke, at man i Danmark er så god til at tænke ud af boksen. Men nu kan vi faktisk tjene penge på noget, som andre landmænd ikke gider røre ved. Det er jo ikke et produkt, der laver sig selv. Vi startede med to køer for halvandet år siden, en jersey og en sortbroget. Nu er vi oppe på 70. Og økologien er et vindue til de forbrugere i København, der hellere vil købe en flaske kildevand til ti kroner på tanken end de vil give seks kroner for en liter mælk.”
Historie bag råvaren som i Sydeuropa
Michael Weber Andersen afslutter: ”I mit konventionelle landbrug har vi fokus på potentialet, altså mængderne. De 70 hømælkskøer giver kun halvt så meget mælk som de konventionelle, altså cirka 20 liter mælk om dagen, så her handler det om økologi og nicheproduktion af lokale fødevarer, det helt særlige produkt og beliggenheden. I Sydeuropa har de jo også lange traditioner for at lave oste på mælk, hvor smagen er påvirket af, hvor og hvornår køerne har græsset. Der er noget historie bag råvaren. Jeg synes, det er pissesjovt at lave noget andet end det traditionelle. Og folk, der siger, at man ikke kan, de trigger noget i mig!”