Lokale fødevarer – Vi investerede milliarder – og lod den fælles viden og erfaring forsvinde !

artikel pic3

Gennem mere end to årtier har Danmark investeret enorme beløb i udviklingen af lokale fødevarer. Regioner, kommuner, EU, virksomheder og uddannelsesinstitutioner har finansieret udviklingsprojekter, forskning, ph.d.-forløb, virksomhedsudvikling, netværk og nye samarbejder. Der er udviklet metoder, gennemført analyser og skrevet rapporter, håndbøger og evalueringer, men i dag findes der ikke engang et samlet overblik over, hvad pengene blev brugt på, hvad vi lærte, og hvilke resultater der kunne have været bygget videre på.

En stor del af denne viden findes ikke længere. Den kan ikke bare hentes frem fra et arkiv eller pakkes ud af en gammel flyttekasse. Hjemmesider er blevet lukket, projektorganisationer er opløst, medarbejdere er gået videre, og materialer er blevet slettet eller spredt mellem forskellige systemer og personer. Noget lever videre i enkelte rapporter og hos de mennesker, der deltog, men den samlede viden, sammenhæng og faglige kapacitet er i vid udstrækning forsvundet.

Når der nogle år senere er kommet en ny pulje, er nye aktører derfor begyndt forfra. Vi har igen undersøgt, hvordan mindre producenter kan samarbejde, hvordan distributionen kan løses, og hvordan lokale råvarer kan komme ind i butikker, restauranter og offentlige køkkener. Vi har etableret nye netværk, gennemført matchmaking, afholdt konferencer og langbordsmiddage og til sidst udgivet endnu en rapport, uden at nogen efterfølgende har fået et varigt ansvar for at omsætte erfaringerne til handling.

Det groteske er ikke, at projekterne blev gennemført, for mange af dem skabte reel værdi. Det groteske er, at vi har investeret så store beløb uden samtidig at etablere en blivende struktur, der kunne bevare erfaringerne og sikre, at den næste indsats byggede videre på den foregående.

Jeg har gennem årene talt med mindst en håndfuld tidligere ministre om dette problem. Der har ofte været interesse og forståelse i den enkelte samtale, men lokale fødevarer blev aldrig for alvor betragtet som en dagsorden, der skulle indgå i de store politiske linjer. Området blev fortsat set som lidt turisme, nogle mindre specialproducenter, et marked eller en hyggelig fortælling fra landdistrikterne – ikke som en vigtig del af fremtidens landbrug, fødevareforsyning og samfundsudvikling.

Det mener jeg er en kæmpe fejl, ikke mindst fordi vi nu står i en situation, hvor lokale fødevarer er gået fra at være nice to have til at være need to have. Vi taler mere end nogensinde om forsyningssikkerhed, selvforsyning, dansk frugt og grønt, nye afgrøder, grøn omstilling, værdiforøgelse af landbrugets råvarer, stedbundne arbejdspladser og levende landdistrikter. Behovet har aldrig været større, mens det fælles faglige fundament aldrig har været svagere.

Værtindegaverne fik hovedrollen – råvarerne blev statister

Hvis vi skal forstå, hvorfor indsatserne så ofte manglede en blivende effekt, må vi se kritisk på den fortælling, som prægede de første årtiers arbejde.

Lokale fødevarer blev især forbundet med specialiteter, turisme, oplevelsesøkonomi og lokal branding. Det var syltetøj, honning, most, chokolade, øl, småkager, krydderier og andre forarbejdede produkter med en god historie og en indpakning, der gjorde dem velegnede til gårdbutikker, markeder, museumsbutikker og gavekurve.

Det er den kategori, jeg lidt forenklet kalder ”værtindegaverne”.

Der var og er intet galt med disse produkter. De kan være af høj kvalitet og skabe indtjening, identitet og gode oplevelser. Problemet var, at de kom til at fylde så meget i den offentlige fortælling, at de næsten blev synonym med lokale fødevarer. Værtindegaverne fik hovedrollen, selv om de aldrig var den egentlige hovedrolleindehaver.

Den rolle tilhører råvaren.

Det er grøntsagerne, frugten, kornet, mælken, kødet, fisken, bælgfrugterne og urterne, der udgør grundlaget for et fødevaresystem. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke alene, hvordan et færdigt specialprodukt kan fortælles og markedsføres, men hvordan råvarerne dyrkes, forarbejdes, distribueres og anvendes, og hvordan landmanden og de øvrige virksomheder i værdikæden kan få en større del af den værdi, som råvaren skaber.

Landmanden med traktoren var imidlertid en sjælden gæst ved mange af møderne om lokale fødevarer. Der blev talt om råvarer, men ofte uden de mennesker, som dyrkede jorden, passede dyrene og bar den økonomiske risiko i den primære produktion.

En del af forklaringen var, at EU-finansierede erhvervsprojekter og støtte til den primære landbrugsproduktion var reguleret gennem forskellige ordninger og statsstøtteregler. I flere projekter gjorde det deltagelsen vanskelig for landmænd og andre primærproducenter, og af frygt for problemer med landbrugsstøtte, dobbeltfinansiering eller projekternes støtteberettigelse blev de ofte placeret i periferien.

Resultatet var en grundlæggende skævhed. Vi arbejdede med branding uden at arbejde tilstrækkeligt med produktionen, vi udviklede madoplevelser uden at sikre råvaregrundlaget, og vi skabte fortællinger uden samtidig at udvikle den forarbejdning, logistik og afsætning, der skulle få råvarerne ud på markedet.

Det etablerede landbrug stemplede heller ikke for alvor ind i dagsordenen før forholdsvis sent. Havde landbrugets store organisationer tidligere set mulighederne i lokale råvarer, mindre og mellemstore forarbejdningsvirksomheder og kortere værdikæder, ville de uden tvivl have stået med nogle stærke kort i dag.

Når landbruget nu mødes af krav om grøn omstilling, ændret arealanvendelse, større biodiversitet, nye afgrøder og et mere robust fødevaresystem, kunne mange års erfaring med lokale værdikæder have været et vigtigt aktiv. Det kunne have vist, hvordan landbruget ikke alene producerer volumen til verdensmarkedet, men også skaber højere værdi af råvarerne, stedbundne arbejdspladser, stærkere lokal forsyning og mere liv på landet.

Det kunne samtidig have givet landbruget en bredere fortælling om sin samfundsrolle og flere konkrete svar på nogle af de udfordringer, erhvervet står med nu. Ansvaret ligger dog ikke hos landbruget alene. Det politiske system, erhvervsfremmen, regionerne, kommunerne og vi, der selv har arbejdet med området, har alle været med til at placere lokale fødevarer i en for lille kategori.

Vi udviklede aktiviteter – ikke et parallelt fødevaresystem

Danmark har et stærkt og effektivt konventionelt fødevaresystem, som er udviklet til store mængder, ensartede produkter, central forarbejdning, effektiv logistik, detailhandel og eksport. Det system er nødvendigt og skal ikke erstattes, men mindre producenter, særlige råvarer, lokale forarbejdningsvirksomheder og kortere værdikæder kan sjældent fungere på de samme betingelser.

Deres mængder er mindre, sortimentet varierer, produktionen følger sæsonerne, og distributionen er dyrere pr. enhed. Derfor er der behov for et parallelt fødevaresystem, som ikke skal forstås som en romantisk protest mod det eksisterende system, men som en supplerende og professionel struktur, der kan håndtere de råvarer og virksomheder, som det store system ikke er indrettet til.

Et sådant system skal forbinde primærproduktion, forarbejdning, logistik, afsætning, uddannelse, rådgivning og efterspørgsel. Det kræver samarbejde mellem producenter, adgang til lokale og regionale forarbejdningsfaciliteter, fælles distribution, nye markeder og butikstyper samt forbindelse til restauranter, detailhandel og offentlige køkkener. Det kræver samtidig specialiseret rådgivning om produktudvikling, fødevaresikkerhed, økonomi, råvarekvalitet og nye forretningsmodeller.

Den manglende forståelse af lokale fødevarer som ét sammenhængende system forklarer en stor del af problemerne med den blivende effekt. Vi har finansieret enkelte aktiviteter, men sjældent forbindelserne mellem dem. Producenten har fået hjælp til branding, men har fortsat manglet et godkendt sted at forarbejde sine råvarer. Restauranten har mødt landmanden til et matchmakingarrangement, men ingen har kunnet levere varerne hver tirsdag. Kommunen har gennemført en madfestival, men har ikke haft en langsigtet erhvervsstrategi for virksomhederne bagefter.

Vi har finansieret mødet, men ikke den vedvarende relation. Vi har finansieret produktudviklingen, men ikke den nødvendige produktionskapacitet. Vi har finansieret rapporten, men ikke nogen til at sikre, at dens viden blev anvendt. Derfor har vi fået mange gode aktiviteter, men ikke det blivende parallelle fødevaresystem, som aktiviteterne skulle have været byggesten i.

Denne systemforståelse er mere relevant i dag end nogensinde. Lokale fødevarer handler nu også om forsyningssikkerhed, selvforsyning, fremtidens frugt- og grøntproduktion, nye dyrkningsformer, grøn omstilling, sundhed, arbejdspladser, bosætning og balance mellem land og by.

Det er bedre sent end aldrig at erkende, at værtindegaverne aldrig var hovedsagen. Råvarerne var og er hovedsagen, men hvis vi vil tage dem alvorligt, skal vi også skabe det system, der gør det muligt at dyrke, forarbejde, transportere, sælge og anvende dem.

De regionale udviklingsressourcer forsvandt uden en afløser

Samtidig med at lokale fødevarer har fået større samfundsmæssig betydning, er de offentlige udviklingsressourcer blevet reduceret.

Fra den 1. januar 2019 mistede regionerne muligheden for at gennemføre deres egen erhvervsfremmeindsats, da opgaver og midler blev samlet i et nationalt system omkring Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og erhvervshusene.

Man kan diskutere, om regionerne var de rigtige til traditionel erhvervsudvikling, men de kunne noget, som ingen andre siden har fået et tydeligt ansvar for: De kunne samle aktører på tværs af kommunegrænser og arbejde med udviklingen af en hel egn.

Det har særlig betydning for lokale fødevarer, fordi råvarer og værdikæder ikke følger administrative grænser. En producent kan ligge i én kommune, forarbejdningsmulighederne i en anden, uddannelsesinstitutionen i en tredje og det vigtigste marked i en fjerde.

Efter 2019 kunne regionerne fortsat arbejde med dele af området, når det kunne placeres under regional udvikling, grøn omstilling, uddannelse, kultur eller udvikling af yderområder. Med sundhedsreformen bortfalder nu også regionernes tilbageværende opgaver inden for regional udvikling. Reduktionen gennemføres fra 2026 og får fuld økonomisk virkning fra 2027, og midlerne bliver ikke overført til en anden organisation med ansvar for lokale fødevarer, men indgår i finansieringen af sundhedsreformen.

Dermed forsvinder ikke alene pengene, men også medarbejdere, kompetencer, relationer og institutionel hukommelse. Den tværgående opgave, som regionerne trods alle begrænsninger kunne løse, er ikke blevet tydeligt placeret et andet sted.

Det etablerede erhvervsfremmesystem har heller ikke i tilstrækkelig grad de specialiserede kompetencer, som området kræver. Systemet er især indrettet til virksomheder med potentiale for produktivitet, volumen, skalering og eksport. Det er relevante mål, men de kan ikke stå alene, når værdien af lokale fødevarevirksomheder skal vurderes.

En mindre grøntsagsproducent, et lokalt mejeri, et mølleri eller et mosteri bliver måske aldrig en stor eksportvirksomhed, men kan skabe stedbundne arbejdspladser, forædle lokale råvarer, styrke bosætningen, skabe lærepladser og bidrage til et områdes identitet og forsyningssikkerhed. Den enkelte virksomhed kan være lille, mens den samlede samfundseffekt er stor.

Det parallelle fødevaresystem består netop af mange mindre aktører, som skaber værdi sammen, og det skal derfor vurderes som et samlet økosystem og ikke alene ud fra den enkelte virksomheds mulighed for hurtig skalering.

Projekter for milliarder – uden en fælles hukommelse

GRO – Grønne Regionale Madoplevelser – er et konkret eksempel på både potentialet i de tidligere regionale indsatser og den manglende langsigtede forankring.

Projektets centrale aktiviteter blev gennemført i Region Sjælland i perioden 2012–2014 med støtte fra Region Sjælland, Vækstforum Sjælland, Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Budgettet var på knap 30 millioner kroner, og med opstart og tilknyttede aktiviteter strakte det samlede forløb sig i praksis over omkring fire år.

Jeg deltog selv i GRO og har derfor førstehåndskendskab til arbejdet, som samlede fødevarevirksomheder, producenter, uddannelsesinstitutioner, forskere, turismeorganisationer og offentlige aktører. Der blev arbejdet med forretningsudvikling, branding, produktudvikling, kompetencer, nye forretningsmodeller og oplevelsesbaseret innovation, og der blev udarbejdet fem praksisrettede håndbøger. Efter min erindring var fire ph.d.-studerende tilknyttet eller forbundet med forskellige faglige dele af indsatsen, og der blev derfor skabt både omfattende praktisk og akademisk viden.

Den samlede viden findes imidlertid ikke længere. Den oprindelige hjemmeside fungerer ikke som en vidensplatform, og enkelte håndbøger og forskningsarbejder kan hovedsageligt opspores, hvis man allerede kender titlerne eller navnene på de involverede.

Mit konkrete billede fra afslutningen er, at de fysiske materialer blev pakket ned i en flyttekasse og stillet et sted, hvor den måske stadig står, uden at nogen længere ved hvor. Flyttekassen er ikke et sted, hvor vi nu kan hente den tabte viden. Den er et symbol på den måde, vi behandlede den på. Selv hvis kassen blev fundet, ville den ikke indeholde den levende viden, relationerne og den faglige kapacitet, som forsvandt, da projektorganisationen blev opløst.

GRO skabte værdi, men samfundet sikrede sig ikke ordentligt den viden, det selv havde betalt for.

GRO var langt fra en undtagelse. Danske Regioners kortlægning viser, at der alene i 2007 og 2008 blev igangsat regionale fødevareprojekter for cirka 244 millioner kroner. Omkring 80 millioner kom fra EU’s strukturfonde, 68 millioner fra regionerne og 97 millioner fra virksomheder, kommuner, uddannelsesinstitutioner og andre medfinansierende aktører. Opgørelsen omfattede kun direkte fødevareorienterede projekter.

I Nordjylland blev der investeret knap 25 millioner kroner i blandt andet distribution, fiskeri, Det nordjyske Spisekort, Det Danske Seafood Center, sporbarhed og regionale fødevareklynger. Fire kommuner deltog i Nordjysk Fiskerikommune Netværk, og virksomheder, uddannelser og rådgivere blev samlet omkring udviklingen af regionale styrkepositioner.

I Midtjylland blev der planlagt og gennemført initiativer for omkring 130 millioner kroner. Satsningen ”Klog hverdagsmad i Midtjylland” havde alene et foreslået budget på 122 millioner, omkring 100 eksperter bidrog til strategien, og ambitionen var blandt andet at forbinde virksomheder med forskning, udvikle nye rådgivningsmodeller og skabe nye produkter, processer og forretningskoncepter.

I Syddanmark blev der på to år investeret knap 53 millioner kroner i blandt andet sunde måltider, plantebaseret udvikling, alternative salgskanaler, Food Architect, RoboCluster og WellCome. Sidstnævnte samlede turisme, sundhed, økologi og lokale kvalitetsprodukter på tværs af flere kommuner.

I Region Sjælland blev der før GRO investeret godt 17 millioner kroner i fødevareplatforme, lokale råvarer i undervisningen af kokkeelever, mindre specialfødevarevirksomheder og bedre måltider på sygehusene. Der blev endda finansieret et ressourcekatalog over viden og aktører, men i dag efterspørger vi igen et samlet overblik over netop disse områder.

I Hovedstaden blev knap 16 millioner kroner investeret i ”Sund Vækst – Fødevarer, Ernæring og Sundhed”, som forbandt virksomheder, universiteter og sundhedsvæsen gennem forskning, erhvervs-ph.d.-forløb, netværk og efteruddannelse.

På Bornholm blev fødevarer tidligt udpeget som et strategisk udviklingsområde, og der blev arbejdet med fødevareklynger, produktudvikling, markedsføring og senere etableringen af Gaarden – Bornholms Madkulturhus. Et fysisk hus eller et stærkt fødevarebrand sikrer imidlertid ikke i sig selv, at tidligere projekters metoder, evalueringer og erfaringer bliver bevaret, og der er god grund til at antage, at også Bornholm har mistet værdifuld viden undervejs.

Der findes ingen samlet national opgørelse over investeringerne fra 2007 og frem til omlægningen af erhvervsfremmesystemet, hvilket i sig selv viser den manglende fælles hukommelse. Når vi ved, at der blev igangsat projekter for cirka 244 millioner kroner alene i 2007 og 2008, er et forsigtigt skøn, at der samlet er investeret mellem én og halvanden milliard kroner i regionale og medfinansierede fødevareindsatser gennem perioden.

Ikke alle midlerne gik til lokale fødevarer i snæver forstand, men en betydelig del blev anvendt på mindre virksomheder, lokale råvarer, forarbejdning, distribution, offentlige måltider, turisme, uddannelse, forskning og regionale værdikæder.

Vi har sandsynligvis investeret et milliardbeløb uden samtidig at investere i en fælles og blivende hukommelse. Det er den groteske kerne i historien.

De kommunale satsninger fik samme skæbne

Problemet findes ikke alene i de regionale projekter. Flere kommuner har gennemført selvstændige indsatser af betydelig størrelse, som ikke var etableret for at samle national viden, men for at skabe konkret udvikling i deres eget område.

Odsherred er det eksempel, jeg kender bedst indefra. Gennem godt otte år blev der arbejdet intensivt med lokale fødevarer som erhvervs- og samfundsudvikling, og Nationalt Center for Lokale Fødevarer blev en central ramme for indsatsen. På trods af navnet var centret ikke etableret og finansieret som en permanent national vidensinstitution, fordi opgaven først og fremmest var at gøre en konkret forskel i Odsherred og de omkringliggende områder.

Der blev arbejdet med producent- og virksomhedsudvikling, forarbejdning, produktudvikling, netværk, sidemandsoplæring, uddannelse, børn og unge, lærepladser, kommunale køkkener, turisme, iværksætteri, arrangementer, bosætning og lokal identitet. Det var samspillet mellem indsatserne, som skabte effekten, fordi virksomhederne ikke alene blev rådgivet, men også forbundet med uddannelser, restauranter, turisme, kommunale aktiviteter og hinanden.

Da kommunen senere skiftede spor og fokusområder, forsvandt en væsentlig del af den opbyggede kapacitet. Relationerne blev ikke vedligeholdt på samme måde, den tværgående organisering blev svækket, og ingen anden institution fik ansvar for at samle og videreføre erfaringerne.

Odsherred-indsatsen løste den opgave, kommunen havde stillet, og skabte betydelige resultater. Systemfejlen var, at ingen overliggende struktur samlede op, da kommunen skiftede retning.

Det samme er formentlig sket efter større kommunale indsatser andre steder i Danmark, men vi har ikke et samlet overblik over, hvilke kommuner der har gennemført dem, hvad der blev investeret, hvilke erfaringer der blev skabt, og hvorfor nogle indsatser forsvandt.

Jeg er selv en af de få personer, der har været involveret i mange af disse projekter gennem en længere årrække, og jeg kan derfor huske en del af metoderne, resultaterne, fejltagelserne og de personer, der skabte dem. Men min eller andre enkeltpersoners hukommelse kan ikke fungere som Danmarks vidensbank for lokale fødevarer.

Det er hverken professionelt eller forsvarligt, at vigtig samfundsviden afhænger af, om tidligere projektledere, forskere, kommunale medarbejdere og rådgivere stadig er aktive og kan huske, hvad der skete. Den viden, som samfundet har finansieret, skal dokumenteres, organiseres, opdateres og gøres anvendelig for dem, der skal arbejde videre.

Den nationale fødevarestrategi skal bryde cirklen

Danmark skal snart udarbejde en ny national fødevarestrategi, og det giver os en oplagt mulighed for at stoppe den måde, vi hidtil har arbejdet på.

Vi kan ikke genskabe al den viden, som er forsvundet. Rapporter kan måske genfindes, og tidligere deltagere kan bidrage med deres erfaringer, men relationer, faglige miljøer og detaljeret projektviden kan ikke rekonstrueres fuldstændigt mange år senere. Derfor skal vi ikke bilde os selv ind, at alt kan findes frem igen.

Vi skal redde det, der stadig eksisterer, lære af det, vi kan dokumentere, og først og fremmest opbygge en struktur, som forhindrer, at det samme sker fremover.

Det kræver en samlet kortlægning af de vigtigste regionale, kommunale og nationale fødevareindsatser. De materialer, der stadig findes, skal identificeres og vurderes, og tidligere projektledere, forskere, producenter og virksomheder skal inddrages, mens deres viden stadig kan genkaldes.

Kortlægningen må imidlertid ikke ende som endnu en historisk rapport, der afleveres og glemmes. Den skal være begyndelsen på en permanent og handlingsorienteret videnstruktur med ansvar for at indsamle, kvalitetssikre, opdatere og omsætte erfaringer til rådgivning, uddannelse og konkrete indsatser.

Kommunerne skal samtidig have adgang til specialiseret viden og mulighed for at samarbejde på tværs. De skal ikke alle begynde forfra, men de skal heller ikke presses ind i én standardmodel, fordi lokale fødevarer er stedbundne og må udvikles med udgangspunkt i den enkelte egns råvarer, virksomheder, kultur, uddannelser og marked.

Det er baggrunden for, at Lokale Fødevarer i Danmark etablerer et landsdækkende netværk og arbejdsfællesskab for kommuner og andre offentlige organisationer. Netværket skal være med til at omsætte erfaringer til handling og forbinde kommunernes indsatser på tværs, men det kan ikke løse opgaven alene. Der er behov for en samlet national ramme og et langsigtet samarbejde mellem kommuner, virksomheder, primærproducenter, uddannelser, forskning, brancheorganisationer og offentlige aktører.

Frem for alt skal den kommende fødevarestrategi betragte lokale fødevarer som en del af et parallelt fødevaresystem og ikke som en samling enkeltstående projekter. Nye indsatser skal ikke kun vurderes på, hvor mange deltagere der kommer til en konference, hvor mange virksomheder der bliver matchet, eller hvor mange rapporter der bliver udgivet. De skal vurderes på, hvilken konkret funktion de udfylder i det samlede system.

Vi skal spørge, om råvaregrundlaget er til stede, om producenterne kan forarbejde deres varer, om logistikken fungerer, om professionelle og private aftagere kan købe produkterne, og om de nødvendige faglige kompetencer findes. Vi skal samtidig spørge, hvem der har ansvaret for at holde delene sammen, når projektbevillingen udløber.

Ethvert nyt projekt skal have en tydelig forbindelse tilbage til den viden og de strukturer, der allerede findes, og en forpligtende forbindelse frem til det, der skal ske bagefter. Ellers fortsætter vi med at finansiere begyndelser uden at tage ansvar for fortsættelsen.

Råvaren skal tilbage i hovedrollen

Værtindegaverne skal ikke gøres til skurken, for de er en værdifuld del af mangfoldigheden og kan skabe både indtjening, identitet og oplevelser. Men de var aldrig hovedrollen.

Det var råvaren.

Vi skulle fra begyndelsen have taget udgangspunkt i jorden, producenten, kvaliteten, forarbejdningen, logistikken, markedet og den samlede værdikæde og derefter have bygget fortællingerne og oplevelserne ovenpå.

Det gjorde vi ikke konsekvent, og derfor fik vi mange projekter og aktiviteter uden at få opbygget det parallelle fødevaresystem, som kunne have gjort resultaterne blivende.

En stor del af den tidligere viden er allerede væk. Den kan ikke bare pakkes ud af en flyttekasse og sættes tilbage på hylden. Vi må acceptere tabet, redde det, der stadig kan reddes, og genopbygge den fælles viden på et mere holdbart grundlag.

Den kommende nationale fødevarestrategi må derfor ikke blive endnu en midlertidig begyndelse. Den skal placere et tydeligt ansvar, sikre en blivende struktur og skabe en sammenhængende indsats omkring råvarerne og det parallelle fødevaresystem.

Ellers bruger vi endnu en gang millioner på projekter, konferencer og rapporter, hvorefter viden, relationer og kompetencer igen forsvinder.

Så står vi om ti år uden det fødevaresystem, Danmark har brug for – og med endnu mindre mulighed for at forstå, hvorfor vi aldrig fik det bygget.